Sukkertang

Sukkertang kan forveksles med løsrevne blade fra fingertang, men ikke med hele fingertangsplanter. Typisk er sukkertangens enlige blad bredere og bølget langs kanten, mens fingertangens blade er smallere og helt glatte.

Om vinteren dannes der hanlige og hunlige sporer i specialiserede steder på bladene hos sukkertangen. Sporene har svingtråde, som gør dem i stand til at svømme omkring, indtil de vokser op til mikroskopiske sukkertangplanter, der enten er hanner eller hunner.

Fra disse mikroskopiske sukkertangplanter produceres der enten sperm eller æg, der tilsammen kan danne en ny stor sukkertang. Denne form for formering kaldes kønnet formering, som sikrer en genetisk variation i bestanden, men til gengæld spredes den ikke så hurtigt, da det kræver, at æg- og spermceller finder hinanden.

Sukkertang hører til slægten bladtang, som udgør en gruppe inden for brunalgerne. Mange forskellige bladtangarter spises især i Østen, hvor de også dyrkes og sælges som ”kombu”, der kan fås stort set over hele verden, ofte i tørret form. Kombu har et højt indhold af calcium, kalium og jern.

Bladtangarter har det højeste indhold af jod, hvorfor de tidligere har været brugt til at behandle sygdomme forårsaget af jodmangel. Det anbefales, at man ikke spiser for meget bladtang netop på grund af det høje indhold af jod, fordi det kan påvirke stofskiftet.

Sukkertang bruges som sødestoftilsætning til bl.a. diabetesprodukter eller som fortyknings- og stabiliseringsmiddel, da det også indeholder alginater. Indholdet af alginater gør tangen smidig, så den ikke går i stykker ved kraftige bølgebevægelser.

Når alginater anvendes i fødevarer, udnyttes alginatens evne til at binde store mængder vand. Alginater anvendes - under navnet E400-E405 - i mælkeprodukter, desserter og kødkonserves, hvor produktet skal være mere tyktflydende, men også i flødeis, hvor det forhindrer dannelse af iskrystaller, samt at fedtstoffet og vandet skiller i isen.