Blåmuslinger

Tilbage til forsiden

Linemuslinger, opdrættede muslinger eller dyrkede muslinger. Kært barn har mange navne, som alle dækker over det samme, nemlig at muslingerne er blevet opdrættet i stedet for at blive fisket.

Opdræt af muslinger adskiller sig fra opdræt af andre dyr, fx fisk, ved at det er baseret på naturens principper: Muslingelarver, der naturligt findes i vandet, sætter sig på udhængte materialer, hvor de lever af at filtrere vandet for mikroskopisk små planktonalger, der naturligt er i havvandet.

Der er altså ikke tale om, at man udsætter muslinger, fodrer dem eller behandler dem med medicin. Opdrætteren sørger i stedet for, at der er noget muslingerne kan sætte sig på og derefter holde dem oppe i vandsøjlen, hvor der naturligt er mest mad.

Ved at dyrke muslingerne oppe i vandet i stedet for nede på bunden, hvor de normalt lever, sørger opdrætteren for at undgå muslingernes naturlige fjender, som fx søstjerner, at der er mest muligt føde til muslingerne, og at føden ikke blandes med sand. De bedre fødeforhold og næsten ingen fjender er med til, at linemuslinger vokser meget hurtigere end bundmuslinger og får et større kødindhold.

Blåmusling1

Hvordan ser et opdrætsanlæg ud?

I Limfjorden, hvor de fleste af Danmarks opdrætsanlæg ligger, består et anlæg til opdræt af blåmuslinger af en serie vandrette hovedliner. Hovedlinerne er fæstnet i bunden med skrueankre. De bliver holdt oppe af bøjer, og der bruges betonklodser til at holde linerne lige i vandet. Fra hovedlinerne hænger der bændler. Bændlerne hænger som guirlander fra overfladen og et par meter ned i vandet, men sådan at de er fri af bunden.

Et typisk opdrætsanlæg er ca. 250 x 700 m stort, og hjørnerne af anlægget er markeret med gule hjørnemarkeringer. På sådan et anlæg kan der være 90 hovedliner samlet i 3 grupper af hver 30 liner, og fra linerne hænger ca. 90 km bændel, lidt afhængig af vanddybden under anlægget.

Et standardanlæg kan producere 400-800 tons muslinger om året. En opdrætter har dog som regel brug for mere end et anlæg, for der skal både være plads til at opsamle larverne – også kaldet yngel – og til at dyrke til høstklar størrelse.

 

 

Årets gang på et opdrætsanlæg

Årets gang på et opdrætsanlæg er meget varieret og følger den naturlige cyklus i muslingernes liv. 

Det hele starter om foråret omkring maj, hvor de vilde muslinger gyder, og æggene bliver befrugtet i vandet og bliver til muslingelarver. Efter gydningen svømmer milliarder af muslingelarver rundt i vandet i Limfjorden og andre danske fjorde og kystnære områder.

På det tidspunkt har opdrætteren sat sine yngelfang ud. Yngelfang er 5 cm brede bændler, som er lavet af et vævet nylonmateriale. Opdrætteren har hængt bændlerne ud, før der er larver i vandet, for de skal lige modne lidt i vandet, før de er klar.

I maj-juni er larverne så store, at de er klar til at bundfælde og blive til egentlige muslinger i ministørrelse. De sætter sig på alle ledige overflader, bundgarnspæle, sten, både, muslingeskaller osv., og det udnytter opdrætteren ved at have sit yngelfang klart. Her sætter de små muslinger sig i millionvis og er i starten på størrelse med et sandkorn.

Hen over sommeren vokser muslingerne og har omkring august nået en størrelse på 15-25 mm lidt afhængig af, hvornår gydningen fandt sted, og hvor varmt vandet har været. I denne periode skal opdrætteren hele tiden se til sine liner, for i takt med, at muslingerne vokser, bliver de tungere, og han skal derfor binde flere bøjer på linerne for at holde det nederste af bændlerne fri af bunden. Opdrætteren skal løbende ”bøje op”. Hen over sommeren kommer der også flere mindre nedslag af larver, der dels øger vægten af bændlerne, dels gør, at ikke alle muslingerne på bændlerne er lige store.

I august-september begynder næste fase. Nogle opdrættere høster på dette tidspunkt al ynglen af bændlerne. Den høstede yngel bliver sorteret efter størrelse og derefter puttet i lange tynde net kaldet ”strømper”. Strømperne kan være lavet af forskelligt materiale og være enten kontinuerte – det vil sige hænge som endeløse guirlander på hovedlinerne – eller enkelt-strømper af 2-3 m længde.

 

Når muslingerne er blevet strømpet, kommer de ud at hænge på anlægget igen. Ved at strømpe muslingerne sikrer opdrætteren sig, at muslingerne dels har optimale vilkår og dels får en ensartet størrelse ved høst. Nogle opdrættere vælger ikke at strømpe, fx fordi de ikke vil investere indsatsen i strømpning. De får en mindre arbejdsindsats, men et mere uensartet produkt og som regel færre muslinger.

Frem til muslingerne har nået høstklar størrelse på ca. 45 mm, passer de sig selv i strømperne eller på nettene. I denne periode skal opdrætteren bare følge med i muslingernes vækst og bøje op med jævne mellemrum. Om vinteren kan det dog blive nødvendigt at ”bøje ned”, det vil sige tage bøjer af hovedlinerne for at sikre, at alle bøjer kommer under isen. Sidder bøjerne fast i isen, kan hele eller dele af anlægget blive revet med, når isen går.

Efter 10-18 måneder har muslingerne nået den rette størrelse og kan høstes. Under høsten bliver strømperne trukket op på båden ved hjælp af et transportbånd, og her bliver muslingerne taget af strømperne og fyldt i sække. Med høsten begynder en travl periode igen for opdrætteren, for samtidig skal han gøre klar til nyt yngelfang.

Udstyr, maskiner og både

Udover selve anlægget er båden opdrætterens vigtigste redskab. Der findes forskellige typer af både, og nogle kan bruges til specielle opgaver, som høst, og andre er specielt egnede til den daglige drift, fx opbøjning.

Fælles for alle både er, at de skal være i stand til at løfte hovedlinerne ud af vandet og op i passende arbejdshøjde, og at båden kan bevæge sig hen langs linerne. Til dette benyttes en hauler, som drives af hydraulik. Linen løftes op af vandet og lægges op i hauleren, som trækker båden frem langs hovedlinen. Dermed kan opdrætteren hele tiden komme til næste arbejdsopgave, om det er at binde bøjer, yngelfang eller strømper på hovedlinen, eller høste strømper og yngelfang af hovedlinen.

Et andet vigtigt redskab er den såkaldte ”declumper”. Det er en maskine, der adskiller muslinger fra hinanden. Blåmuslinger sidder fast på underlaget og på hinanden med små byssustråde. Det medfører, at når man høster dem, så sidder de ofte i store klumper. Både ved strømpning og ved høst er det vigtigt, at muslingerne bliver adskilt fra hinanden, og derfor skal de ”declumpes”. Det gør declumperen, som kan se lidt forskellig ud afhængig af model. I Limfjorden bruges ofte en model, hvor en central kerne påmonteret gummifingre kører rundt i midten af en større cylinder. Ved strømpningen er der også en række andre maskiner, som sortermaskinen og strømpebordet.

De mest basale materialer for opdrætteren er langliner, bøjer, ankre og klodser. Hovedlinerne er 14 eller 16 mm tykke, hårdtslåede tove, mens der til fasthæftning af fx bøjer eller blokankre bruges 6 eller 8 mm tovværk.

Ankre til at fæstne hovedlinerne er lavet af jern, er ca. 1 m høje og har en skrueplade med en diameter på ca. 26 cm.

Bøjerne har som regel et volumen på 9 eller 17 liter og er lavet i en neutral farve for ikke af forstyrre det visuelle indtryk. Til at holde yngellinerne er der i starten ca. 90 bøjer pr. line, mens der, når muslinger er høstklare, er op til 250-300 bøjer pr. hovedline.

Klodserne er lavet af beton støbt i spande og med en vægt på 40 kg.

 

Dyrkning på andre måder

Blåmusling

Blåmusling

Blåmuslinger kan dyrkes på forskellige måder, og dyrkningen har været kendt i Europa i flere hundrede år.

Legenden siger, at dyrkning af blåmuslinger i Europa startede i 1200-tallet, da en irsk sømand forliste på den franske vestkyst. Her er der meget store tidevandsforskelle, og sømanden satte derfor pæle i vandet ved lavvande, imellem hvilke han hængte et net til at fange fisk, når det blev højvande. Han opdagede dog efter nogle måneder, at der havde sat sig muslinger på pælene og han lod dem sidde, så han kunne plukke dem af, når de var blevet store nok.

Det var starten, og i dag bruges der på store dele af den franske vestkyst stadig stort set samme teknik. Nu bliver der ikke fanget fisk mellem de lange rækker pæle – de såkaldte ”bouchot’s” – som står i dyrkningsområderne, derimod vikler opdrætterne kokosreb om pælene. Kokosrebene er brugt som yngelfang og rådner gradvist væk, så muslingerne til sidst sidder direkte på pælene. Her bliver de høstet med specielle maskiner, designet til formålet.

I Spanien dyrkes der muslinger på nordvestkysten i fjordene, der vender ud mod Atlanterhavet. Næringsrigt vand fra de dybe dele af Atlanterhavet vælder med jævne mellemrum op fra dybet og strømmer ind i fjordene – kaldet ”ria’s” – og danner grundlag for den største produktion af muslinger i Europa.

Selve produktionen foregår fra tømmerflåder kaldet ”batea’s” der ligger forankret på 15-25 m dybt vand. Herfra hænges muslingerne i strømper ned til ca. 10-15 m dybde. Ynglen indsamles på klippekysterne eller på bændler. Opdrætterne bruger specialbyggede både påmonteret kraner, der kan nå ind til midten af den enkelte batea. Hver batea er ca. 25 x 25 m stor og bærer omkring 550 strømper. I hver ria ligger mange batea’s samlet i store klynger.

I dele af Middelhavet har man brugt stativer til opdrættet. Stativerne kan være træpæle eller jernbjælker, hvor toppen stikker over vandoverfladen. Mellem to pæle bliver der så spændt en line, hvorfra opdrætteren hænger sine strømper med muslinger. Ynglen til strømperne kan komme fra bunden eller fra yngelfang. I Middelhavet, såvel som i Spanien er det søsterarten - Mytilus galloprovincialis - til vores egen blåmusling, der bliver dyrket.

Selvom der fra historisk tid har været store forskelle i måden at dyrke muslinger på, så går flere og flere opdrættere over til at dyrke på langliner, mere eller mindre på samme måde, som det sker i Limfjorden.

Som et alternativ til langlinerne er der inden for de senere år udviklet en ny metode baseret på rør og net. Rørene erstatter langlinerne, og fra dem hænger net med en maskevidde på fx 20 x 20 cm. Hele processen foregår på nettene, det vil sige, der foregår ingen strømpning eller opbøjning. Til høsten bruger opdrætterne specielle maskiner udviklet til formålet, som kører hen over rørene. Systemet er oprindelig udviklet i Norge under navnet Smartfarm™ og har nogle fordele i ikke at være arbejdskrævende. Til gengæld kræver det betydelige investeringer i anlæg og maskiner.

image alt Blåmusling
image alt Søstjerne
image alt Hjertemusling
image alt Sort hummer