Ostrea edulis

EUROPÆISK ØSTERS

Tilbage til forsiden

Den europæiske østers

Østers tilhører kategorien muslinger under gruppen af toskallede bløddyr (bivalvia på latin). Europæisk østers hedder Ostrea edulis på latin, hvor edulis betyder spiselig. I Danmark er den også kendt under navnet flad østers (på engelsk flat oyster), og den er naturligt hjemhørende i Danmark, hvor den er kendt helt tilbage fra stenalderen.

Den store mængde af østersskaller fundet i køkkenmøddinger viser, at europæisk østers var meget mere almindelig ved de danske fjorde i stenalderen, end den er i dag. Det skyldes formentlig, at vandtemperaturen var højere dengang.

Hvor lever den?

Europæisk østers

Udbredelsesdybde

Som navnet antyder, er den europæiske østers hjemmehørende i Europa, hvor den oprindeligt har været udbredt i kystområder fra Norge til Marokko, i Middelhavet og Sortehavet. Jo længere mod nord østersen lever, des langsommere vokser den på grund af de lavere vandtemperaturer.

I Limfjorden findes europæisk østers på lavt vand fra 0,5-8 meters dybde. Oprindeligt indvandrede den efter gennembruddet af Agger tange i 1825. De største forekomster findes også i dag i Nissum Bredning, men den er også udbredt andre steder i den vestlige del af Limfjorden.

Europæisk østers kræver høj saltholdighed og kan klare relativt lave vandtemperaturer, men dog ikke temperaturer under frysepunktet over længere tid.

Hvordan ser den ud ?

Hvordan ser den ud

Europæisk østers har en kraftig gråbrun eller svagt grønlig skal, der når en diameter på 8-10 cm ved 3-5 års alderen, men den maksimale størrelse er op til 15 cm. Østers har den skålformede skalhalvdel nederst, når den ligger på havbunden, mens den flade skalhalvdel er oversiden.

Østers kan aktivt lukke deres skaller, og lukkemusklen sidder ca. midt på indersiden af de to skalhalvdele. Dette kan ses som et nyreformet hvidt mærke på indersiden af de to skalhalvdele. Rundt om lukkemusklen ligger maven og hjertet, der er omkranset af en kappe ligesom hos andre muslinger.

Hvad spiser den?

Europæisk østers lever ligesom mange andre muslinger af planteplankton. De indtager deres føde ved at filtrere det vand, der passerer gennem dem.

Filtrationen sker ved at vand suges ind gennem en åbning mellem kapperanden, og efter filtrering strømmer vand ud af en mindre udgående åbning. Da den indadgående sifon har større diameter end den udadgående sifon, medfører dette, at vandet, der suges ind i østersene, presses ud som en kraftig jetstrøm, hvilket betyder, at østersene ikke kommer til at filtrere det samme vand igen og igen.

Inde i østersen ledes det indsugede vand hen over østersens gæller. Gællerne bruger de til at ånde og opfange føde med. De lever af de fødepartikler, som findes i vandet. Disse fødepartikler består hovedsageligt af planteplankton, som er mikroskopiske alger, der lever frit i vandet.

Fødepartiklerne transporteres ved hjælp af cilier (fimrehår) henover gællerne. Cilierne opsamler fødepartiklerne, der bliver ført videre til opsamlingsrender i gællerne, inden det hele ender ved sorteringsapparatet, der kaldes læbeflige. Læbefligene sidder lige inden munden og sorterer føden i små og store partikler. De små partikler, som østers kan anvende som føde, føres af cilier til munden, mens de store og ofte ufordøjelige partikler indkapsles i slim og ekspederes ud som såkaldt pseudofæces.

Munden sidder forrest i østers og indeholder hverken tænder eller kæber, der kan findele føden, hvorfor føden transporteres direkte til maven via spiserøret. Maven er en stor oval sæk, hvor der frigives forskellige fordøjelsesenzymer, som hjælper med at nedbryde føden.

Forvekslingsmuligheder

Europæisk østers

Stillehavsøsters

I danske farvande er den eneste anden østers Stillehavsøsters, og da de to arter har meget forskellig skal-form, er det forholdsvist nemt at kende forskel på dem. Europæisk østers er rund og har en næsten glat overskal, mens stillehavsøsters er aflang, og begge skaller er ofte meget foldede og ru.

Hvordan formerer den sig?

Europæisk østers kan være tvekønnet, men normalt er de enten hanner eller hunner. Det specielle for østers er, at de er i stand til at skifte køn. Og det er blandt andet vandets temperatur og fødeforhold, der afgør, hvilket køn østers har. Østers starter med at være hanner, men hvis den gennemsnitlige vandtemperatur stiger til 20 °C om sommeren, eller der er gode fødeforhold, kan hanøsters blive til hunøsters. Europæisk østers er i stand til at skifte køn flere gange i løbet af dens levetid.

Den kan producere afkom allerede som et-årig, hvis den har haft gode vækstforhold. Antallet af larver per hun varierer med hunnens størrelse/alder. Voksne østers kan producere over 1 million larver. Formeringen sker om sommeren, og det kræver en længerevarende periode med høje vandtemperaturer.

Europæisk østers har yngelpleje. Æggene befrugtes, i modsætning til mange andre muslinger, inde i hunnen. Hunnen suger hannens sperm ind til æggene, og larverne lever ca. 1 uge på moderens gælleoverflade, indtil de er 0,2 mm store. Herefter frigives de til vandet.

Larverne svømmer frit rundt i 15-20 dage vha. svømmesejlet, inden de bundslår. På det tidspunkt er larverne vokset til 0,3-0,4 mm og har udviklet en lille fod samt øjeplet. Øjepletten registrerer lys og mørke for at sikre, at larverne søger mod bunden, hvor foden afsøger underlaget for et passende sted at bosætte sig.

Efter bundslåningen sker der store ændringer i larvernes udseende. Svømmesejlet og foden forsvinder, gællerne vokser kraftigt, og den første rigtige skal dannes.

Østers kan ikke flytte sig, når først de er bundslået, hvilket skyldes, at de forankrer sig til underlaget med et cementlignende materiale, som de ikke kan fjerne igen.

Af de adskillige millioner af østerslarver, der gydes hvert år, er der kun få, der overlever og vokser sig store. Overlevelseschancen, både i larvefasen og som nyetableret østers på bunden, er beskeden. Larverne spises af f.eks. fiskelarver. I den første tid, efter larverne har bundslået, er der stor risiko for, at de bliver spist af enten strandkrabber eller søstjerner.

Naturlige fjender

Strandkrabben kan bide hul i mindre østers, mens større østers stort set ikke er truet af strandkrabben, da den ikke kan bide hul i skallen eller tvinge dem fra hinanden. Det samme er også tilfældet for den evigt sultne søstjerne, der ligeledes udgør en stor trussel for mindre østers.

Europæisk østers har en anden og meget anderledes fjende i form af parasitter. Østersbestanden i Limfjorden er en af de ganske få bestande i Europa, der er erklæret parasitfri i modsætning til de parasitplagede bestande i Sydeuropa. Der er tale om to forskellige parasitter – Marteilia refringens og Bonamia ostreae, og indtil videre tyder det på, at de to parasitter ikke er i stand til at overleve og formere sig i det relativt kolde vand i Danmark.

Fælles for begge parasitter er, at de forårsager øget dødelighed hos østers, og at der ikke findes nogen behandling. Det er derfor fatalt, hvis de to parasitter breder sig til de danske bestande enten naturligt eller på grund af indførelse af skaldyr. Der er derfor strenge restriktioner for, hvad der må indføres til Limfjorden både internationalt og nationalt.

En anden art, der i de senere år har udgjort en trussel mod østersbestanden i Limfjorden, er den japanske østersboresnegl Ocinebrellus inornatus, som blev observeret første gang i Limfjorden i 2006. Den lille snegl skaffer sig adgang til østers ved at bore et cirkelrundt hul i skallen, hvorefter den stikker sin sugesnabel ind i det levende dyr og begynder at spise. Boresneglen lægger æg, og når larven forlader ægget, kravler den omkring på bunden, hvorfor dens spredningsevne er begrænset, med mindre den spredes med udsætning af østers.