Roskildereje

Roskilderejer kan blive op til 7-8 cm og er normalt gennemsigtige og gulgrå men kan også være mørkebrune. Farvevariationen skyldes, at rejerne er i stand til at tilpasse farven alt efter bundforholdene. Via øjnene og centralnervesystemet påvirkes specielle kirtler, som udskiller hormoner. Hormonerne får pigmentkornene i rejernes skal til at brede sig stjerneformet, hvis bunden er brun eller samler dem centralt, når rejen lever på lys bund. Desuden er der indikationer på, at rejerne også skifter farve i løbet af det døgn, da de er mørkere om natten end om dagen.

Rejerne har fem par tynde gangben, fem par halefødder, som sidder på den krumme bagkrop, og en halevifte, som de bruger ved baglæns rejehop.

Roskilderejen har brunrøde pigmentprikker på den nederste del af pandetornen, der er savtakket og med 6-7 takker. Derudover har rejen to følehorn samt antenner, der er fyldt med mange små sansehår, som den bruger til at sanse sig frem til byttet med.

Roskilderejen har ligesom andre rejer fem par gangben, hvor det forreste benpar har små klosakse. De fem benpar sidder alle på undersiden af hovedskjoldet. På bagkroppen sidder der fem par halefødder, som fjordrejen bruger til at svømme med. Forrest sidder der forskellige mundlemmer, som alle bruges til at fastholde og tygge føden med.

Fjordrejen foretrækker små orme, fiskeæg, tanglopper, tanglus og planteføde, som den fanger med sit forreste benpar. Den benytter de forreste mundlemmer til at holde og findele maden med, inden det føres til munden.

Fjordrejen er særkønnet, hvilket vil sige, at der findes både hunner og hanner. I det tidlige forår danner hunnen æg, som endnu ikke er befrugtet, de ses som et mørkt område lige under hovedskjoldet. Parringen foregår med en eller flere hanner lige efter et skalskifte. Hannen overfører sæden til hunnen via en rende, dannet af det bageste benpar.

Hunnen gyder først æggene i maj og juli på lavt vand. Befrugtningen af æggene sker ved, at de passerer forbi sædklumpen, hvorefter æggene klæbes fast til hunnens halefødder. Her opbevarer hunnen æggene i cirka en måned indtil de klækker, og larverne frigives derefter. Store hunner kan bære helt op til 3.000 æg under bagkroppen, mens mindre hunner bærer væsentlig færre æg.

Rejelarverne på cirka 3 mm frigives på dybere vand (3-10 meter) og lever i cirka en måned frit i vandet. I denne periode gennemgår de seks larvestadier og et større antal skalskifter, inden de begynder at søge mod bunden. De er nu vokset til en længde på 7-8 mm.

Når rejerne er blevet bundlevende ligner de voksne rejer og begynder at vandre ind mod det lavere vand til tang- og ålegræsbælter, hvor de kan skjule sig. De små fjordrejer vokser hurtigt, og når en størrelse på omkring 3 cm sidst på efteråret. Når fjordrejen er cirka 1 år gammel, er den vokset til 5 cm, og den er kønsmoden ved 1½ -2 års alderen.

Fjordrejen er en yndet spise blandt fisk, specielt ål og kutlinger. Efter skalskiftet er den ekstra sårbar og angribes ofte af fisk eller andre rejer i denne periode. Store samlinger af rejer angribes ofte af fisk, ligesom hårde vintre gør et stort indhug i rejebestanden.

I 2003 blev der konstateret skalsyge hos rejerne ved Sydlolland, hvilket har bredt sig til Nordlolland, Falster, Sydsjælland og Fyn. Skalsyge skyldes en bakterie, der angriber rejernes skal og opløser den, så rejen dør. Skalsyge ses ved, at der er brune pletter og huller i skallen, og den er ikke farlig for mennesker.

Årsagen til skalsygen kendes ikke, men kan hænge sammen med, at der har været usædvanlig mange rejer i perioden inden udbruddet. Det forventes, at skalsygen forsvinder af sig selv, når rejebestanden har været nede at vende.