Stillehavsøsters

Stillehavsøsters tilhører de såkaldte filtratorer, hvilket vil sige, at de filtrerer vandet for føde. Stillehavsøsters har ingen mulighed for at bevæge sig. De er derfor afhængige af, at der er en konstant tilførsel af føde, hvorfor de ofte sidder i områder, hvor der er kraftige strømforhold.

Filtrationen sker ved, at vand suges ind gennem en åbning mellem kapperanden, og efter filtrering strømmer vand ud af en mindre udgående åbning. Da den indadgående sifon har større diameter end den udadgående sifon, vil vandet, der suges ind i østersene, presses ud som en kraftig jetstrøm, hvilket betyder, at østersene ikke kommer til at filtrere det samme vand igen og igen.

Det indsugede vand ledes hen over gællerne. Gællerne bruger de til at ånde og opfange føde med. Østersene lever af de fødepartikler, som findes i vandet. Disse fødepartikler består hovedsageligt af planteplankton, som er mikroskopiske alger, der lever frit i vandet.

Fødepartiklerne transporteres ved hjælp af cilier (fimrehår) hen over gællerne. Cilierne opsamler fødepartiklerne, der bliver ført videre til opsamlingsrender i gællerne, inden det hele ender ved en læbeflige, der sidder lige før munden. Med læbefligene sorteres føden i små og store partikler. Læbefligene sidder lige inden munden og sorterer føden i små og store partikler. De små alger, som østers anvender som føde, føres af cilier til munden, mens de store og ofte ufordøjelige partikler indkapsles i slim og ekspederes ud som såkaldt pseudofæces.

Munden sidder forrest i østers og indeholder hverken tænder eller kæber, der kan findele føden, hvorfor føden transporteres direkte til maven via spiserøret. Maven er en stor oval sæk, hvor der frigives forskellige fordøjelsesenzymer, som hjælper med at nedbryde føden.

Da stillehavsøsters blev indført i Danmark, troede man ikke, at den ville kunne yngle pga. for lave vandtemperaturer, men det har vist sig ikke at holde stik.

Stillehavsøstersen kræver en vandtemperatur på minimum 18 °C og helst over 20 °C for at den gyder, hvorfor den typisk gyder sidst på sommeren. Den formerer sig på normal vis for toskallede organismer og gyder både æg og sperm ud i vandet. Befrugtningen sker altså ude i vandet og helst inden for 10-15 timer efter gydningen.

Larverne svømmer frit rundt i 15-20 dage vha. svømmesejlet, inden de bundslår. På det tidspunkt har larverne udviklet en lille fod samt øjeplet. Øjepletten registrerer lys og mørke for at sikre, at larverne søger mod bunden, hvor foden afsøger underlaget for et passende sted at bosætte sig.

Efter bundslåningen sker der store ændringer i larvernes udseende. Svømmesejlet og foden forsvinder, gællerne vokser kraftigt, og den første rigtige skal dannes. Østers kan ikke flytte sig, når først de er bundslået, hvilket skyldes, at de forankrer sig til underlaget med et cementlignende materiale, som de ikke kan fjerne igen.

Af de adskillige millioner af østerslarver, der gydes hvert år, er der kun få, der overlever og vokser sig store. I løbet af deres første leveår er der en vis risiko for, at de bliver spist af enten strandkrabber eller søstjerner.

Voksne stillehavsøsters har næppe naturlige fjender i danske farvande. Til gengæld kan den selv udgøre en trussel mod andre muslingearter, da den vokser meget hurtigere end blåmuslingen. Dermed kan den udkonkurrere dem på lavt vand.

Dette er blevet observeret i Holland, hvor nogle områder, der tidligere var domineret af blåmuslinger, nu er dækket med stillehavsøsters. Hvis stillehavsøstersen erstatter blåmuslingerne, vil det have store konsekvenser for mange havfugle som fx edderfugle, strandskader og dykænder, da skallen på stillehavsøstersen er for hård til, at fugle kan ødelægge dem og komme ind til bløddelene.