Sort hummer

Hummere er som regel blåsorte og med røde følehorn, men findes også i andre farver fx helt lyseblå eller lilla. Farven varierer med antal og farve af farvekorn i skallen, der består af kitin og kalk.

Hummere har ikke et indvendigt skelet opbygget af knogler som mennesker, men har i stedet en hård ydre skal, der beskytter dens bløddele. Hver enkelt del af hummeren er omgivet af en tyk skal (panser), og da delene er forbundet, kan de bevæge sig i forhold til hinanden. Panseret beskytter hummeren mod angreb fra andre dyr, samtidig med at det holder sammen på hummerens krop og bruges som fæste for forskellige muskler.

På hovedet sidder to par følehorn. Det ene par er næsten lige så langt som hummeren selv, mens det andet er kortere. Følehornene og resten af kroppen er besat med små følehår, som hummeren bruger til at registrere, hvad den rører ved.

Derudover sidder der en samling sanseceller foran, som gør, at hummerne kan lugte sig frem til føden. Hummeren ånder ved hjælp af gæller, der sidder udenpå, nærmere bestemt på hvert bens inderste led under rygskjoldet.

Det er stort set umuligt at forveksle sort hummer med andre krebsdyr i Danmark. Eneste forvekslingsmulighed er jomfruhummer, men da jomfruhummeren generelt er mindre (maks. længde på 20-25 cm), rødgul og med torne på klosaksen, er det sjældent, at man kommer i tvivl. I Limfjorden findes der kun sort hummer.

Den kraftige skal umuliggør, at hummeren kan vokse løbende, og den er derfor nødt til at skifte skal for at blive større. Ved skalskifte gemmer hummeren sig, da den efter et skalskifte er meget sårbar og uden beskyttelse, fordi den nye skal er blød.

Inden skalskifte dannes en tynd skal under den gamle. Den gamle skal opløses langs ryggens midterlinje og gør skallen svag. Hummeren trækker blodet mod midten, så der opstår et overtryk, der får den svækkede skal på rygsiden til at revne. Revnen bliver større, og når åbningen er stor nok, kryber hummeren baglæns ud af skallen, hvilket tager 15-20 minutter. Tilbage ligger den gamle skal fuldstændig intakt. Den nye skal er meget blød og bøjelig, og hummeren har derfor svært ved at bevæge sig rundt.

Små, unge hummere skifter skal flere gange om året, mens de ældre kun skifter en gang om året eller hvert andet år. En-to dage efter skalskiftet er skallen blevet så hård, at hummeren igen kan komme frem fra sit skjul, men der går næsten to måneder, inden skallen er lige så hård som før skalskiftet. I perioden lige efter skalskiftet kaldes hummeren for en ”smørhummer”.

Hummeren opholder sig normalt inden for et relativt lille område og er meget territorial, hvorfor den lever langt størstedelen af livet alene. Om dagen sidder den som regel i sin hule, mens den jager om natten. Hummeren lever hovedsageligt af snegle og muslinger. Alternative fødeemner er rejer, fisk, ”smørhummere” eller ådsler.

Det forreste af hummerens fem benpar er udviklet til kraftige klosakse, som den bruger til at fange og knuse sit bytte med. Den tyndeste af klosaksene bruger hummeren til at løsne de spiselige dele af byttet og føre det til munden. På begge sider af munden sidder kindbakker, kæber og kæbefødder, der hjælper med at føre maden ind i munden. Selve tygningen af maden foregår i maven, hvor der sidder en række kraftige torne, som findeler maden.

Hummeren er først kønsmoden, når den er 7-8 år gammel, og er typisk 20-25 cm lang. Derudover skal vandtemperaturen være mindst 15°C og saltholdigheden være mellem 20–22 ‰, for at formeringen foregår.

Hen på sensommeren finder hanner og hunner sammen for at parre sig, og det sker lige efter et skalskifte. Hummere parrer sig bug mod bug, og hannerne har ikke noget egentlig parringsorgan, men benytter de forreste halefødder til at sende sæden over i hunnens sædgemme.

Efter parringen gemmer hunnen sæden i et hulrum i et år, før hun lægger æggene. Æglægningen foregår ved, at hun ligger på ryggen og befrugter æggene, efterhånden som de gydes. Efter befrugtningen klæber hunnen æggene fast under halefødderne, hvor de opbevares i 10-12 måneder, inden de klækkes.

Larverne er ca. 1 cm lange og minder mest om rejer. De første 14 dage svømmer larverne rundt oppe i vandet, hvor de lever af plankton, og i denne periode skifter de skal 3 gange. Efter tredje skalskifte søger de 2 cm lange larver mod bunden, hvor de begynder at leve som de voksne hummere.

I Danmark har sorthummeren ingen naturlige fjender, udover andre hummere og mennesker.

Hvis hummeren møder en af sine fjender, forsvarer den sig med klosaksene, men da fjenderne kan finde på at tage fat i benet, har hummeren en særlig forsvarsmekanisme, hvor den taber benet. Bruddet sker mellem andet og tredje led, hvor der findes en tynd spalte, samtidig med at en hinde forhindrer, at hummeren mister for meget blod ved bentabet. Mens fjenden undersøger benet, kan hummeren nå at stikke af og dermed redde livet, og i løbet af 1. til 2. skalskifte er et nyt ben vokset ud igen.

Herhjemme fiskes hummere enten ved hjælp af garn eller hummertejner. En hummertejne er en fælde, hvor hummeren fanges med lokkemad. Lokkemaden anbringes i tejnen, og fordi hummeren kan lugte maddingen, går den ind i fælden, men kan ikke finde ud igen.

Hummerfiskeriet i Limfjorden er lukket fra 1. juli og til udgangen af august, for at hummeren kan yngle i fred, og det er på intet tidspunkt af året tilladt at fiske rognhummer, altså hummer, der bærer befrugtede æg.