Amerikansk knivmusling
Har du langs stranden fundet en muslingeskal, der ligner en sammenfoldet gammeldags barberkniv? Så er du stødt på en knivmusling, og i Limfjorden er det især arten amerikansk knivmusling, man finder på strandene.
I Danmark findes der fire andre naturligt hjemmehørende knivmuslingearter (lille, buet, lige og almindelig knivmusling), og med undtagelse af den lige knivmusling lever de alle med sikkerhed i Limfjorden.
I modsætning til de andre arter er den amerikanske knivmusling en invasiv art, altså en art, der ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark. Den er blevet indført med ballastvand fra Nordamerika og blev første gang fundet ved Rømø i 1981 og har siden spredt sig til de indre danske farvande, herunder Limfjorden. Indtil videre har der ikke været tegn på, at den har gjort skade på den danske natur. Rent faktisk udgør den i dag et vigtigt fødeemne for edderfuglen i Vadehavet.