Blåmusling

I danske farvande er den eneste anden musling, som blåmusling kan forveksles med hestemuslingen (Modiolus modiolus). Voksne individer af de to arter kan skelnes fra hinanden ved, at hestemuslingen er større og har en mere hvælvet skal end blåmuslingen. Derudover er umbo placeret længere inde på skallen hos hestemuslingen, mens umbo hos blåmuslinger sidder helt ude i forenden af muslingerne. Hestemuslingens skal har desuden ofte en lilla farve, mens blåmuslingens skal er mørkeblå og eventuelt med brunlige nuancer.

Blåmuslinger har en lille rødbrun fod, som de bruger til at krybe omkring med. Foden sidder foran i muslingerne og kan strækkes ud mellem skallerne. Det er specielt de unge blåmuslinger, der kryber rundt, og særligt lige inden blåmuslingelarverne bundslår har foden stor betydning, da den bruges til at finde et egnet sted at slå sig ned. Bundslåning er den proces, hvor muslingelarven går fra et frit svømmende stadie til at leve som bunddyr resten af livet. Derudover benytter blåmuslingerne også foden til at rense skallerne for påvækst af bakterier, andre larver og alger.

Foden har endnu en vigtig funktion. På undersiden af foden findes en smal rende, hvor der udskilles et specielt stof, der kaldes byssus. Byssus består af protein og er et klistret sekret, som størkner, når det kommer i kontakt med havvand og minder om edderkoppespind. Byssustrådene hæftes til underlaget, og ved at producere flere byssustråde kan blåmuslingerne sidde på lodrette flader eller i områder med kraftig vandstrøm uden at falde af. Blåmuslingerne kan frigøre sig fra byssustrådene og krybe et andet sted hen og danne nye byssustråde.

Meget små blåmuslinger (1-2 mm) kan desuden bruge byssustrådene som svævetråde. Svævetråden gør, at blåmuslingerne kan flytte sig over store afstande, da byssustråden bliver taget af vandets bevægelser, hvorved muslingerne svæver gennem vandet.

Muslinger tilhører de såkaldte filtratorer, hvilket vil sige, at de filtrerer vandet for føde.

De fleste muslinger har ingen eller kun begrænset mulighed for at bevæge sig. De er derfor afhængige af, at der er en konstant tilførsel af føde, hvorfor de ofte sidder i områder, hvor der er kraftige strømforhold. Muslingerne bruger de to åbninger bagtil til at suge vandet henholdsvis ind og ud af muslingen. De kaldes sifoner eller ånderør.

Den underste sifon, den, der sidder tættest på bugsiden, er omgivet af en masse fine flige, der forhindrer store partikler i at komme ind i muslingerne. Den anden sifon er helt glat og bruges til at sende vandet ud af muslingen igen, efter at fødepartiklerne er blevet sorteret fra. Den indadgående sifon har større diameter end den udadgående sifon. Dette medfører, at vandet, der suges ind i muslingerne, presses ud som en kraftig jetstrøm, hvilket betyder, at muslingerne ikke kommer til at filtrere det samme vand igen og igen.

Inde i muslingerne ledes indåndingsvandet hen over muslingernes gæller. Gællerne bruger de både til iltoptagelse og til at opfange føde med. De lever af de fødepartikler, som findes i vandet. Disse fødepartikler består hovedsageligt af planteplankton, som er mikroskopiske alger, der lever frit i vandet.

Fødepartiklerne suges ind via sifonen og transporteres ved hjælp af cilier (fimrehår) hen over gællerne. Cilierne opsamler fødepartiklerne, der bliver ført videre til opsamlingsrender i gællerne inden det hele ender ved sorteringsapparatet, der kaldes læbeflige. Læbefligene sidder lige inden munden og sorterer føden i små og store partikler. De små partikler, som muslingerne kan anvende som føde, føres af cilier til munden, mens de store og ofte ufordøjelige partikler indkapsles i slim og sendes ud af muslingerne via den glatte sifon.

Munden sidder forrest i muslingen og indeholder hverken tænder eller kæber, der kan findele føden, hvorfor føden transporteres direkte til maven via spiserøret. Maven er en stor oval sæk, hvor der frigives forskellige fordøjelsesenzymer, som hjælper med at nedbryde føden.

Muslinger er særkønnede, hvilket vil sige, at de enten er hanner eller hunner, og der er ca. lige mange af hvert køn i en bestand. Kønnet på en musling kan ikke bestemmes ud fra skallen, men for blåmuslinger er det sådan, at hunnerne generelt har orangerødt kød, mens hannerne som regel har cremefarvet kød, men ingen regler uden undtagelse.

Muslinger bliver kønsmodne omkring 1-2 års alderen, hvor de begynder at danne kønsvæv (gonader), hvor der enten produceres sæd eller æg alt efter køn. Gonaderne udvikles typisk i løbet af vinteren, så æg og sæd er klar til at blive gydt i løbet af foråret og sommeren.

En lille hun gyder omkring 5 millioner æg hvert år, mens en stor hun kan gyde helt op til 12 millioner æg. Under gydningen frigives æg eller sæd fra gonaderne og føres videre ud i vandet via den glatte sifon.

Tidspunktet for gydningen afgøres af forskellige faktorer som vandets temperatur, fødetilgængelighed og muslingernes alder. Den første gydning sker typisk i slutningen af maj - begyndelsen af juni, og er ofte den største gydning. Hen over sommeren og frem til november forekommer der flere mindre gydninger. Efter gydning begynder muslingerne at opbygge gonadevæv, og hvis der er gode fødeforhold og tilpas høj vandtemperatur, kan den samme musling foretage flere gydninger i løbet af sommeren.

Når muslingerne gyder, udsendes signalstoffer, så muslingerne i nærheden også gyder. Herved sikres det, at der både er æg og sæd tilstede i vandet på samme tid, så æggene kan blive befrugtet. Befrugtningen sker i vandet, og efter ganske få timer har æggene udviklet sig til 0,2 mm små muslingelarver, kaldet trochophor-larver. Muslingelarverne svømmer ved hjælp af en krans af cilier og et enkelt længere hår, der kaldes en flagel. I løbet af 1-2 dage ændrer larverne form, og de kommer til at ligne et stort D (D-veliger), og det er i dette stadie, at den første skal bliver dannet.

Indtil muslingelarverne har dannet deres første skal, lever de af næringen fra ægget, men efter skal-dannelsen begynder de at tage føde til sig i form af planteplankton. Fødeindtagelsen foregår næsten som hos de voksne muslinger, dog suger de ikke vandet ind og ud af sifonerne, men har i stedet en veludviklet kappe af cilier (kaldet et velum eller svømmesejl), som de bruger til at fange føden med.

Som navnet antyder, bruger muslingelarverne ikke kun cilierne (svømmesejlet) til at indfange føde, men også til at svømme med. Når larverne er 2-4 uger gamle og er blevet 0,25-0,3 mm store, begynder de at forberede sig på at bundslå og kaldes pedi-veliger. Larverne mister svømmesejlet, og foden er nu færdigudviklet, og den bruges til at krybe rundt og afsøge underlaget samt til at producere byssustråde til fasthæftning.

Af de millioner af æg, der bliver gydt hvert år, er det kun en lille andel, der opnår at blive voksne, da der undervejs lurer mange farer. Det er ikke alle æg, der udvikler sig til larver, da mange æg går til grunde, fordi de ikke bliver befrugtet. Af larverne, er der også en del, der går til grunde, inden de bliver voksne, da de enten bliver spist af fisk eller ikke får føde nok.

Blåmuslingernes naturlige fjender udgøres hovedsageligt af søstjerner, krabber og fugle. De har alle forskellige metoder til at fange og fortære blåmuslingerne.

Søstjernen åbner blåmuslingens skal ved hjælp af sugefødderne, mens strandkrabben enten knuser eller tvinger skallerne fra hinanden. Blåmuslinger, der lever på lavt vand, er desuden en vigtig fødekilde for en del fugle som fx edderfugle og dykænder.