Dyrkning af sukkertang

Dyrkning af sukkertang sker i to faser: Første fase er produktion af ”sporeliner” med ganske små tangplanter, og den foregår på land i et såkaldt ”hatcheri” eller ”klækkeri”. Fase to foregår på opdrætsanlægget, hvor de små tangplanter skal vokse sig klar til høst.

Ved at ”snyde” tangen til at formere sig om sommeren i stedet for om vinteren, kan man sætte babytangplanter ud i havet om efteråret. På den måde når tangplanterne at vokse lidt, inden det bliver vinter. Det betyder, at de har et vigtigt forspring om foråret, og man kan på den måde få et større udbytte på kortere tid.

Når sukkertang formerer sig, dannes bittesmå svømmende sporer. Sporerne modnes inden i bladpladen, der bliver helt mørk og tyk, der hvor sporerne ligger. Når sporerne er modne, går bladpladen i stykker, og sporerne svømmer ud i vandet, hvor de sætter sig fast på underlaget – sten, muslinger, andre tangplanter - og begynder at vokse. De bliver ikke i første omgang til store tangplanter som den, de kom fra, men til små mikroskopiske han- eller hun-sukkertangplanter, der ligner tråde (gametofytter).

Fra hun-trådene dannes æg, der ikke kan svømme, og fra han-trådene dannes sperm, der kan svømme. Spermcellerne svømmer hen til hunnerne og befrugter æggene. Ud fra de befrugtede æg dannes baby-tangplanter, der vokser op og bliver til de tangplanter, vi kender (sporofytter).

Om sommeren henter opdrætteren mange store kraftige tangblade i naturen. Nede i hatcheriet snyder man tangbladene til at tro, at det er vinter, ved at skrue ned for temperaturen, lyset og dagslængden. Det får tangbladene til at modne og producere sporer.

Når sporerne er modne, fremprovokerer man frigivelse af sporer fra tangbladet. Sporerne kan svømme, men sætter sig hurtigt fast. Når man har de frie sporer, kan man lave sine sporeliner på to forskellige måder. Enten direkte fra sporerne eller ved først at opformere han- og hun-trådede (gametofytterne).

1. Vælger man at lave sporelinerne direkte fra sporerne, hældes sporevæsken over spoler med stramt-oprullede liner. Sporerne sætter sig fast på linen og begynder her at udvikle sig til gametofytter. I løbet af ca 14 dage har gametofytterne udviklet sig til hunner med enten fastsiddende æg eller hanner med svømmende spermceller. Æggene befrugtes, og dér hvor hun-gametofytterne sidder fast på linerne, udvikles de små nye tangplanter.

2. Vælger man først at opformere gametofytterne, tager man sporevæsken og sætter den i kølerum med rødt lys. Her udvikler sporerne sig til de trådformede gametofytter (hanner og hunner), der bliver større og større – men så længe de kun får rødt lys, danner de ikke æg og sperm.

Når man har tilstrækkeligt med gametofytter og vil producere sporeliner, skifter man til blåt lys i kølerummet. Blåt lys får hunnerne til at producere æg, og hannerne til at lave sperm. Æggene befrugtes nede i sporevæsken, og en lille tangplante får lige nøjagtig lov til at udvikle sig.

Så blender man hele gametofytblandingen med en blender og sprøjter det på sine sporeliner. Det lyder rimelig voldsomt, men det at splitte gametofytterne op i bittesmå stumper får dem både til at sætte sig godt fast på underlaget og til at vokse hurtigere.

Fra det tidspunkt, hvor sporelinerne er podet med enten sporer eller småstykker af gametofytter, er behandlingen ens: Spolerne sættes i store kar med rindende havvand, lys og næringsstoffer. Her vokser babytangplanterne op til en længde på omkring 0,5 mm. Det tager ca 4 uger, og så er de klar til næste fase, der foregår i havet.

I fase to vokser tangplanterne sig store i havet. Væksttovene med sporeliner sættes ud på opdrætsanlægget i dybder fra 1-10 meter, og her vokser tangplanterne af sollys, CO₂ og næringsstoffer fra vandet. Efter ca. 8 måneder er de op til 2 m lange og klar til høst.

Selve udsætningen af sporelinerne foregår fra båden. De tynde sporeliner vikles omkring væksttove, der hænges i guirlander fra hovedlinen. Sporelinen skal sidde helt tæt til væksttovet, for så kan tangens fasthæftningsorgan få godt fat om det tykkere væksttov, når de vokser sig store.

For at tangen skal vokse optimalt, er det vigtigt, at udsætningen af tangen på opdrætsanlægget sker på det rigtige tidspunkt – ca. i september måned. Modsat planter og de fleste andre tangplanter så vokser brunalger i længden om vinteren. Og det er virkelig smart, for om vinteren er der typisk mere næring i vandet – både fordi vandet bliver blandet godt rundt af vind og vejr, men også fordi der ikke er andre organismer, der bruger næring om vinteren – hverken planteplankton eller tangplanter.

Men brunalgerne kan kun vokse om vinteren, hvis de har et forråd af sukkerstoffer fra sommerens sol og fotosyntese. Derfor ser man, at tang, der bliver sat ud for sent på året, ikke får det forspring, der gør, at den kan vokse sig stor nok til høst næste forår.

Omvendt må man heller ikke sætte sine sporeliner med babytangplanter ud for tidligt på sommeren. Da vil vandet være fuldt af sporer fra andre tangplanter og larver fra forskellige dyr – krebsdyr, muslinger, søpunge og hydroider. De vil sætte sig på linerne og begynde enten at æde tangplanterne eller at vokse – og da de vokser hurtigere end de små tangplanter, vil de overtage pladsen på linerne, skygge for sollyset og udkonkurrere tangplanterne.

Tangen kan høstes efter ca. 8 måneder i havet, men man kan også lade den hænge i havet i flere år, før man høster den. Det giver en kraftigere tangplante, men øger risikoen for påvækst.

Høstmetoden afhænger af dyrkningsprincippet, men dyrker man sin tang på kontinuerte guirlander af liner, er høsten meget lig høsten af muslinger: Høstbåden sejler ud til en line med tang-guirlander og løfter hovedlinen op med hauleren.

Tanglinerne bliver trukket op i båden af et transportbånd, der sidder på siden af høstbåden og rækker et godt stykke ned i vandet. Som med muslingerne sker det for at mindske tab. Tanglinerne trækkes ind i declumperen, der river tangen af linerne. Et transportbånd fører tangen videre over i big-bags, der kan rumme knap et ton tang hver. Når tangen er helt frisk, fylder den godt, men efter nogle timer synker den mere sammen.

I Irland høster man tang fra langliner ved at trække linerne gennem en skarp ring, der skærer tangen fri af linen. I Asien høster man enten tangen med håndkraft fra mindre både, eller man høster med store industrielle skibe.

Der er ikke helt så meget aktivitet hen over året på tanganlægget, som der er på muslingeanlægget. Aktiviteterne på anlægget følger kun den ene fase af den naturlige cyklus i tangens liv – opvækst af sporofytten. Resten af aktiviteterne foregår på land i hatcheriet: I starten af sommeren skal opdrætteren ud at hente store kraftige blade af sukkertang. Bladene modnes i hatcheriet, så der udvikles sporer, og sporerne podes på sporeliner sidst på sommeren.

Om efteråret, sidst i september, har baby-tangplanterne i hatcheriet siddet fast og vokset på sporelinerne i ca. 4 uger, og de er nu omkring 0,5 mm lange. Forsigtigt tages spolerne med sporeliner med ud i båden sammen med kilometervis af væksttove. Sporelinerne vikles om væksttovene, mens de sættes ud og bindes op til hovedlinen, så de hænger i guirlander, der i Limfjorden når ca. 2–2,5 meter ned i vandet. I områder, hvor vandet er mere klart, kan guirlanderne nå helt ned til 5-10 meter og stadig få lys nok til, at tangplanterne kan gro.

Tangplanterne når at vokse sig 15-20 cm lange, fra de bliver sat ud i september, til det bliver vinter. Så bliver lyset i vandet så svagt, at væksten næsten går i stå. Til gengæld bruger tangplanterne vinteren til at optage et solidt lager af næring fra vandet, så de er klar til virkelig at vokse, så snart forårssolen skinner igen.

I løbet af vinteren skal opdrætteren se til linerne for at sikre, at de ikke bliver taget af isen. Det kan blive nødvendigt at ”bøje ned”, det vil sige tage bøjer af hovedlinerne for at sikre, at alle bøjer kommer under isen. Sidder bøjerne fast i isen, kan hele eller dele af anlægget blive revet med, når isen går. Tangen tager ikke skade af at blive bøjet ned.

I februar, når solen igen begynder at få magt, begynder tangen at vokse igen. Den vokser helt frem til slutningen af maj/juni, hvor væksten står stille hen over sommeren. Tangplanterne vil nu i Limfjorden være op til 1,5 meter lange og ca. lige så brede som en hånd.

Typisk vil man høste tangen nu, for hvis man lader den hænge i vandet hen over sommeren, risikerer man enten at miste tangen, fordi den bliver slidt i stykker, eller man risikerer, at kvaliteten bliver dårligere pga. påvækst af hydroider, muslinger, andre dyr eller andre tangplanter. Man kan lade tangen hænge en vækstsæson mere og håbe, at tangen kan ”vokse sig fri” af påvæksten og blive større og kraftigere til foråret efter. Der er endnu ikke mange erfaringer med at lade sukkertang hænge i to vækstsæsoner i Limfjorden.

Når man vælger at høste tangen, rykker høstbåden ud og høster tangen fra linerne. Når der er høstet, skal opdrætteren i gang med at gøre nye store tangblade klar til modning i hatcheriet, så der kan være sporer klar til podning af sporeliner sidst på sommeren.

Sukkertang dyrkes på de samme anlæg, som dem, man dyrker linemuslinger på. De mest basale materialer for opdrætteren er sporeliner, væksttove, langliner, bøjer, ankre og klodser. Sporelinerne er tynde, 1,5-2 mm, mens væksttovene, som sporelinerne vikles omkring, er 6-8 mm tykke. Bøjer og hovedliner er de samme som på et muslingeanlæg.

Båden og høstudstyret, som bruges til arbejde på tanganlægget, er det samme, som bruges på muslingeanlægget. Når man høster tangen, kan ”declumperen” fra muslingehøsten bruges til at rive tangplanterne af væksttovene.

Der findes ca. 350 arter af tang i Danmark. Af alle disse arter er der tre, man forsøger at dyrke i havet i Danmark: Sukkertang og fingertang (Laminaria digitata), der begge er brunalger og principielt dyrkes på samme måde, og rødalgen søl (Palmaria palmata). Søl kan også dyrkes på liner, men vokser langsommere end sukkertang. Søl høstes til konsum i Irland og på Island og kan også dyrkes på land i kar eller tanke.

Grønalgen søsalat (Ulva lactuca) kan også dyrkes i kar. Søsalat dyrkes ofte i sammenhæng med fiske- eller skaldyrsopdræt på land og fungerer både som biofilter, der renser udløbsvand fra opdrætsdyrene, og som foderkilde.

I Asien har man dyrket tang i flere tusinde år. Der produceres og høstes årligt 15,5 millioner tons tang (vådvægt) på globalt plan. Heraf høstes mere end 99% i Asien, primært i Kina. I Asien dyrker man i stort omfang rødalgen Porphyra (nori), der bruges til sushi-plader, og den store brunalge, Saccharina japonica (kombu), der er fast ingrediens i dashi, en slags tang-boullion, der bruges meget i det asiatiske køkken.

Hvorfor dyrker man sukkertang i Danmark i stedet for at høste det i naturen? Flere steder i Europa, blandt andet i Norge og i Frankrig, høster man store mængder brunalger i naturen. Sagen er, at sukkertang kun vokser, hvor den kan sætte sig fast på det, man kalder ”hård bund”, dvs. sten, klippe eller kalkgrund.

Kombinationen af hård bund og sukkertangs øvrige krav: høj saltholdighed, klart vand og god vandudskiftning, finder vi ikke mange steder i Danmark. Forholdene på de mange stenrev i danske farvande er perfekte for sukkertang. Her vokser sukkertang sammen med fingertang og palmetang og danner en tangskov, hvor et rigt og særligt dyreliv holder til. Derfor er stenrevene fredede, og tangen hér må ikke høstes.

Når man dyrker tang, er man uafhængig af bundforholdene, og der findes mange steder i Danmark, hvor vandkvaliteten er glimrende til at dyrke tang.