Moderne skaldyrsfiskeri

Østers var allerede i middelalderen på menuen hos det danske hof. De var så populære, at kong Frederik d. II i 1587 fastslog kongens eneret, det såkaldte kongelige regale, for at sikre sin tilgang til den eftertragtede spise. Eneretten gjaldt østersbanker i Vesterhavet og ved det nuværende Frederikshavn.

På daværende tidspunkt fandtes der ikke østers i Limfjorden, da tilsandingen i vest i løbet af 1100-tallet havde gjort vandet for ferskt til østers.

Den kongelige eneret blev håndhævet igennem flere hundrede år – sågar under trussel om dødsstraf - og ved afskaffelsen af enevælden i 1849 overgik eneretten til staten.

Det store østerseventyr i Limfjorden tog sin begyndelse en mørk og stormfuld nat i 1825, hvor Vesterhavet gennembrød Aggertangen, og det salte vand strømmede ind i fjorden. Det betød massedød for brakvandsfiskene og hungersnød for fiskerne, men det betød også, at forholdene igen blev gunstige for saltvandsfisk – og dermed også for østers og muslinger.

De første østersbanker dukkede op i 1840'erne, og i 1850 meldtes det, at brolægger Kristian Hede, Lemvig, fiskede en del op med en selvopfunden rive og solgte dem.

Der var en stigende interesse for østers blandt borgerskabet i hovedstaden i landets største byer. Staten begyndte derfor igen at håndhæve sin eneret over østersfiskeriet og forpagtede det ud. I 1870'erne var der østersdepot og kontrolsted og 35 både i Struer og 37 både i Nykøbing, hver med to-mands besætning.

Fra 1886-1890 var Limfjordens østers totalfredet, og fra 1890 blev depot og kontrolsted flyttet til Nykøbing Mors. Her blev fiskeriet organiseret i det såkaldte ”Limfjordsøsterskompagni”, der havde monopol på fangst og forarbejdning af alle typer skaldyr i Limfjorden – og som naturligvis var (og er) kongelig hofleverandør.

En udsøgt luksus

Østers har igennem århundreder været set som en luksusspise. Fra oldtidens Rom til 1600-tallets franske hof blev de lovprist og bl.a. tillagt evnen til at stimulere kønsdriften. Således skulle Casanova hver dag have sat 50 østers til livs. Franske konger skal have helbredt sig selv for diverse sygdomme bl.a. ved at spise østers, og efter sigende levede forfatteren Karen Blixen i sine sidste år næsten udelukkende af østers og champagne.

Fiskeriet foregik med skrabere: en jernramme, der var 95 – 125 cm bred og 15 cm høj med en pose af jerntrådsnet eller andet stærkt netværk fastgjort på. En båd kunne slæbe 3 eller 4 ad gangen. Skraberne blev slæbt hen over bunden og skrabede østers op i nettet.

I 1890 blev skrabning forbudt, fordi bestanden af østers var i kraftig tilbagegang. I stedet skulle østers fiskes med bril, en slags ketsjer med jernramme, hvortil en lang stang er fæstet. Østers kunne også hentes med håndkraft af dykkere. Fangsten blev indbragt til kompagniet, hvor den blev renset, præpareret og pakket i tønder.

    

Dykkerfiskeri efter østers blev gennemført fra både på 3,5 – 8 brt. med en besætning på tre til fire mand. Besætningen bestod af skibsføreren, en tungdykker, en pumpemand, der pumpede luft til dykkeren, og signalmanden, der holdt forbindelse med dykkeren via en livline og hev spanden med østers om bord.

En båd var som regel ude en uge af gangen. I 1910 blev det atter tilladt at skrabe, og med nye motorbåde med kraft til 5 – 6 skrabere fandt østersfiskeriet stort set den form, det har i dag.

Østerseventyret fortsatte med gode fangster frem til 1950'erne. Herefter gik det ned ad bakke for at forsvinde helt i 1970'erne pga. en meget lav østersbestand. Først i 1990'erne begyndte det så småt igen, og i starten af 00'erne tog det for alvor fart.

Sådan har det været i hele østersfiskeriets nyere historie i Limfjorden. Opture er blevet efterfulgt af nedture. Østersfiskeriet er dog det sidste halve århundrede kommet til at stå i skyggen af muslingefiskeriet.

Østersfiskeri ved Smerup Strand i 1956

Der var dog også jævne folk, der fiskede østers med håndkraft som en måde at tjene en ekstra skilling. En fisker fortæller: ”Om sommeren, når fjorden var blank eller næsten stille, skulle der samles østers. Hvis der var krusninger på vandet, blev der sprøjtet lidt tran ud, så blev vandet blankt, og man kunne lettere se bunden, hvor østersene lå. Når vejret var til det, skulle alle mand af hus, store som små. Ved lavvande kunne man gå og samle østers uden brug af båd, når man blot havde et net eller en spand. Der blev ofte samlet tusindvis af østers. Hvis vejret holdt hele dagen, var det aftensarbejde at få renset og sorteret dagens fangst efter størrelse" (Jepsen, s.58).

Fiskeri efter blåmuslinger var i starten, i modsætning til østers, et næsten nyt fænomen. I 1700-tallet blev muslinger skrabet og dyrket på pæle i de østjyske fjorde, særligt Aabenraa og Vejle. De blev lagt i eddike og krydderier og solgt i København og andre store byer. I Limfjorden blev muslinger i starten af 1900-tallet derimod ikke set som menneskeføde. De blev i stedet brugt som agn.

Først i 1916 omtales fangst af muslinger i de officielle statistikker. Årsagen var, at 1. verdenskrigs fødevareknaphed i de krigsførende lande bød på gode afsætningsmuligheder. Et forbud mod udførsel af blåmuslinger spændte dog ben for både salg og fiskeri.

Men med krigsudbruddet i 1939 vendte billedet igen. Pludselig var der atter efterspørgsel på muslinger fra udlandet. I marts 1941 dukkede derfor et nyt fænomen op, da overskriften i avisen lød: ”Muslingesæsonen begynder”. Baggrunden for efterspørgslen var den stigende fødevaremangel i Tyskland og resten af Europa. Muslinger har en høj næringsværdi. Og så er de velegnede som konserves og suppeekstrakt. Rester fra muslingeproduktionen kunne desuden bruges som fodermel og vejfyld.

I 1939 blev der fanget 2.559 tons muslinger – i Limfjorden alene - men i de følgende krigsår steg fangsterne eksplosivt. I rekordåret 1943 blev der fanget i alt 113.997 tons muslinger, heraf de 85.250 tons i Limfjorden. Muslingerne blev kogt, saltet og pakket i tønder eller dåser.

Forarbejdningen skete på muslingekogerier, der hurtigt skød op langs Limfjorden og andre steder i Danmark. På muslingekogeriet i Nibe arbejdede 110 kvinder og 20 mænd i toholdsskift, og der blev klaget over, at det ikke var til at opdrive en rengøringskone i Nibe.

Muslingefiskeriet krævede både, der havde motorkraft og god lasteevne, og det havde det klassiske Limfjordsfartøj ”pennalhuset”, der hurtigt blev det mest brugte fartøj til muslingefangst. På hvert fartøj var der 2 – 3 mand, og der fiskedes med muslingeskraber: En rektangulær jernramme på 0,4 x 2 m med en netpose, som kunne skrabes hen over bunden.

Men det var et farligt fiskeri. Fartøjerne var ikke bygget til muslingefiskeriet. Når skraberen blev halet ind over siden, krængede bådene kraftigt. Risikoen for at tippe helt over – hurtigt og uden varsel – var stor. Bedre blev det ikke af, at skibene ofte var lastet på dækket og over evne. Man brugte endda at sætte ekstra brædder på siden af skibet - de såkaldt ”begærlighedsbrædder” – for at kunne laste mere.

At fiske muslinger under krigen var et indbringende erhverv. Muslingefartøjer kunne indtjene deres købspris på bare et år, og det fortælles stadig med et skævt smil, at det var fiskerne i Limfjorden, der vandt 2. verdenskrig. De sendte nemlig dårlige muslinger til den tyske front, så soldaterne fik andet at tænke på end at slås.

Med krigens afslutning var det slut. Det store tyske marked forsvandt, og eksporten styrtdykkede. Allerede i 1945 var fiskeriet tilbage på førkrigs-niveau.

Der skulle endnu en speciel historie til, før muslingerne atter blev bragte frem i første række. I 1970’erne kollapsede konsumfiskeriet i Limfjorden pga. en øget tilførsel af næringssalte og overfiskeri. Det gav dog muslingerne rigtig gode livsbetingelser. En del tidligere konsumfiskere gik nu over til muslingefiskeri, og fangstmængderne i Limfjorden steg derfor fra ca. 22.000 tons i 1971 til ca. 110.000 tons i 1991.

Hårdt arbejde

En muslingefisker fortæller: ”Som fisker måtte man selv læsse 15-20 tons muslinger af med en greb efter først at have været på fjorden i otte-ti timer. Så kom der sved på panden."

I dag er muslinge- og østersfiskeriet det vigtigste erhvervsfiskeri i Limfjorden. Fiskeriet er de seneste 10 år blevet suppleret med opdræt, men den rivende udvikling inden for skaldyrsfiskeriet og opdræt har endnu ikke lært danskerne at spise muslinger og østers i større grad.

Op mod 90-95 % af blåmuslingerne eksporteres stadig til udlandet. Noget lignende gør sig gældende for østers. Men håbet lever. Og med det øgede fokus på lokale råvarer og med tiltag fra muslingeindustrien i form af nye produkter, er der håb om, at flere danskere kan lokkes til at sætte tænderne i de velsmagende skaldyr.